Umiddelbart
er den største forskel at extrem Islam lever op til, hvad de
lover, de jager og nakker de kritikere de har truet på livet.
En solid dødstrussel kender vi jo fra Holland, hvor navnet på
næste target er skrevet på en seddel, fæstnet med
dolk på seneste afdøde, slemme kritiker. En meget reel
måde at håndtere kritik på.
Blandt "kristne" frikirkefolk forholder det sig anderledes. Her finder man jævnligt skumle bibelvers frem, hvor folk dør under mærkelige omstændigheder. Man har en "kristen" lære, hvor man underviser i at Gud pludseligt kan finde på at dræbe mennesker, hvis de gør noget andet end det han ønsker. Vi må rose disse frikirkefolk for være i besiddelse af og anvende et meget meget stærkt psykologisk våben. En våben, som jeg selv har smagt flere gange, både i en ikke-karismatisk og en karismatisk frikirke, hvor jeg har været medlem. I en tredje frikirke, hvor jeg har omtalt disse og andre frikirkelige overgreb fik jeg ikke nogen dødstrussel, men det blev nævnt, at jeg kunne risikere en bortvisning, hvis ikke jeg ville holde min mund.
Er man mentalt skadet af sådanne overgreb nytter det altså ikke at gå i frikirke, man må som også enkelte frikirkefolk antyder opsøge professionel behandling. Selv foretrække jeg en vending som god ven af huset engang har formuleret: "Når man har været meget i frikirke, må der en ugudelig psykolog til."
Mens extrem Islam ligner en splatterfilm, bevæger frikirkerne sig over i en anden genre, den psykologiske thriller.
Sektariatet bukker og nejer, ære være frikirkefolket. Vil i ikke nok holde op med at true mig på livet.. Please. Det er ikke sundt for mig, og jeg bliver bare endnu mere sur og kritisk! og jeg kan have svært ved at bede for jer. Jeg mener at det er forkert at anvende dødstrusler i kristne kredse.
Tom Hedriksen anno 2006