Sektariatet
har nu været ude at se på flere folkekirker, frikirker og
sekter. Hvad er der af ligheder og forskelle, sådan meget
generelt set. Vi ser nu kort på tendenserne.Sektariatet
har nu været ude at se på flere folkekirker, frikirker og
sekter. Hvad er der af ligheder og forskelle, sådan meget
generelt set. Vi ser nu kort på tendenserne.
På overfladen er der stor forskel. Idet man første gang dukker op til en gudstjeneste er velkomsten i folkekirke, frikirke og sekt henholdsvis kold, lun og glødende.
De har alle sange, en eller flere talere og de fleste et ritual som fx nadver eller forbøn. De siger Jesus.
Folkekirken skiller sig ud ved at være meget rituel, menigheden taler heller ikke sammen i forbindelse med mødet. Frikirker og sekter udfører få eller ingen ritualer.
Talen i folkekirken er tydeligt akademisk, hvor frikirker og sekter snarere er lægmænd med et mere personligt budskab.
I folkekirken bliver man ikke spurgt om noget, mens frikirker og sekter spørger til ens tro, de vil gerne have en med ind i folden.
Folkekirke og frikirker synes at være protestantiske, mens sekterne selvfølgelig er sekteriske. Folkekirke og frikirker tror på manges frelse, mens sekterne tror på de fås frelse. Folkekirke og frikirker accepterer andres tro, mens den enkelte sekt kun accepterer sin egen måde at tro på.
Folkekirkens, frikirkernes og sekternes levemåde er henholdsvis nærmest udefineret, lettere reguleret og ekstremt reguleret.
På overfladen ligner frikirker og sekter hinanden.
Jeg ser ikke nogen veldefineret grænse mellem frikirke og sekt. Fx har jeg mødt menigheder med en hård sekterisk kerne, som udgør et ledende mindretal, mens de resterende medlemmer ikke tror rigtigt på det sekteriske, de er i deres tankesæt snarere frikirkelige.
Tom Hedriksen anno 2004