Lundehus Kirke

- En generation, der ikke taler sammen.

Jeg træder ind i bygningen, præsten står i kjole med ryggen til os og ansigtet mod øst. Kirketjeneren er iklædt jakkesæt og et skamfuldt ansigtsudtryk.

En tyk sangbog rækkes ud til min hånd. Jeg sætter mig. Der er kun vinduer i sydvæggen. Alteret er simpelt med en speciel stump kunst over sig, det ligner nogle bøjede neonrør fra 70erne.

Prædiken

Den ældre præst nævner pinsen og taler mest om ensomhed, både den når man er alene alene og alene blandt andre. Han fortæller om et forløsende ord, et ord, der løsner ensomheden. Han taler nærmest varmt og kærligt om Gud.

Undrende lytter jeg, han virker jo ikke egentlig kedelig, men fortæller en vigtig historie, måske kan man have nytte af nogle af vore ældre medborgere.

Hva' ellers

Folk virker til at være vandt til at synge de sange de synge, men hjælpes stadigt af koret på 2m og 2k. Der er en del ritualer, bønner mv. Menigheden remser med på både fadervor og trosbekendelse. De fleste er ældre og mange er gangbesværede.

Kirken har en særlig 60eragtig lyd, gad vide om denne menighed var ung dengang? Gad vide om der har været nogen form for vækst eller ændring siden dengang?

En yngre kvinde træder frem med et par rituelle bemærkninger, man kan se halvdelen af hendes navle.

Ord

Bliver det mon nogensinde til mere end bare ord. Der tales om at tale sammen, men jeg ser slet ingen tale sammen. Er denne ”forkerte tavshed” aftalt? Man giver hånd, siger god påske og går hver til sit.

Er det mon det samme med troen, udtales den kun, er troen bare noget de siger?

Er alt ord, uden at noget er Ordet?

Tom Hedriksen anno 2004